Kursusaktiviteter
Jeg har undervist i maleri gennem mange år og lægger vægt på både det håndværksmæssige og den enkeltes personlige udvikling. Jeg underviser i farver, materialer, teknikker og maleprocesser, men først og fremmest hjælper jeg den enkelte med at udvikle sit eget formsprog og personlige udtryk.
Jeg er uddannet Golden Artist Educator i New Orleans, en specialuddannelse med fokus på kunstnerfarver, medier, materialer og teknikker. Den faglige viden bruger jeg aktivt i min undervisning og i vejledningen af den enkelte kursist.
CreateArt Academy – online kunstskole og kreativt fællesskab
I CreateArt Academy får du adgang til et stort bibliotek af malekurser, teknikvideoer og inspiration, som du kan arbejde med hjemme og i dit eget tempo.
Men Academy er mere end onlinekurser. Som medlem bliver du en del af CreateArt-fællesskabet med workshops, Åbent Atelier, fælles aktiviteter og mulighed for at dele dit arbejde med andre, der også interesserer sig for maleri og kreativ udvikling.
Malekurser i mit atelier
På de fysiske kurser arbejder kursisterne som udgangspunkt med deres egne motiver, idéer og malerier. Undervisningen er derfor ikke bygget op som trin-for-trin-forløb, hvor alle maler det samme.
Min rolle er at vejlede den enkelte undervejs og hjælpe med blandt andet komposition, farver, teknik og maleproces. Samtidig arbejder vi med at udvikle det personlige formsprog, så du ikke lærer at male som mig, men bliver bedre til at finde frem til dit eget udtryk.
Jeg underviser på små hold i mit atelier i Slangerup med højst seks kursister. Det giver god tid til individuel vejledning, uanset om du har malet i mange år eller er forholdsvis ny.
Kurser og kreative arrangementer hos jer
Jeg underviser også hos kunstforeninger, virksomheder og andre grupper. Her kan undervisningen tilrettelægges som workshops, temadage eller længere forløb og tilpasses både deltagernes erfaring og de rammer, vi har til rådighed.
Kontakt mig gerne, hvis I har en idé til et arrangement eller ønsker at høre om mulighederne.
Mail: vivi.amelung@gmail.com
